Eksponering

Velkommen til sidste sektion omkring eksponering, hvor vi drager en endelig konklusion og gennemgår alle 3 trin i praksis.

Dette er en del af min online guide til at lære omkring hvordan du eksponere dit kamera, for at få en bedre forståelse af hvornår og hvorfor man benytter Blænde, Lukketid og ISO.

Dynamisk Rækkevidde?

Vi har gennemgået de 3 elementer der arbejder sammen, for at skabe det der hedder en eksponering, men vi mangler stadig at dække én vigtig ting før vi rigtig kan forstå hvad en eksponering virkelig er.

Uanset hvornår du vil tage et billede, om det er indendørs om aftenen eller udendørs i solskin, så er der en bestemt mængde lys tilgængelig. Denne mængde lys kaldes den “Dynamiske Rækkevidde”, eller på engelsk “Dynamic Range”.

Den dynamiske rækkevidde spænder fra det lyseste til det mørkeste punkt i din scene, og det er denne rækkevidde der fortæller dig hvor meget lys du har til rådighed.

For at opnå en perfekt eksponering, så skal vi fange så meget af den dynamiske rækkevidde som vi kan i vores billede, så den lyseste del af vores billede ikke er for lys, og den mørkeste del ikke er for mørk.

Håndgribeligt eksempel

Nu har du læst om Blænde, Lukketid og ISO, og hvad de forskellige gør for dit billede, og hvornår man kan bruge den ene indstilling frem for den anden.

Hvordan virker det så rent praktisk når vi skal ud og tage et billede?

Lad os antage at vi skal ud og tage billeder til en fodbold kamp på en solskinsdag. Pga. den mængde lys vi får på en solskinsdag, så benytter vi til at starte med ISO100. Efter ISO’en er valgt, så skal vi tage stilling til Blænde og Lukketid.

Da det er en sport vi skal fotografere, så ønsker vi at fastfryse den igangværende bevægelse. Derfor er en høj lukketid vores prioritet, og lad os sige at vi vælger en lukketid der hedder 1/500.

Til slut skal vi vælge vores blænde, og for at få den korrekte eksponering – så fortæller vores kamera os at en blænde på f/4 er optimal.

F/stop og hvorfor det er så vigtigt

Hvis dit objektiv ikke kan opnå en blænde på f/4 som i ovenstående eksempel, så skal du træffe en beslutning, og det er her man skal kende til f/stop og hvilken indvirkning de har for eksponerings trekanten.

Ved at ændre på 1 parameter i eksponeringstrekanten, så påvirkes de 2 andre parametre – det er selve idéen med trekanten.

Forestil dig at hvis du udvider den øverste del af trekanten, så har du nu ikke længere en perfekt trekant hvor alle sider har samme længde, og du er derfor nød til at justere en eller flere af de 2 andre parametre for at få trekanten tilbage med 3 præcis lige store sider.

Så hvis du i ovenstående eksempel ændrer din blænde fra f/4 til f/5.6, så får du mindre lys ind i dit kamera – specifikt så får du 1 f/stop mindre lys ind. Lad os sige at du har et 18-200 mm objektiv, hvor du har en variabel blænde som går fra f/3.5 – f/5.6, du er stadig til fodboldkamp, og vil benytte dit objektiv på 200mm for at komme tæt på spillerne/bolden, hvilket gør at dit objektiv tvinger dig ud i en blænde på f/5.6. (Pga. den variable blænde)

f/5.6 er 1 stop mørkere end f/4, hvilket tvinger dig til at ændre enten din lukketid eller din ISO for at kompensere for dette f/stop.

Hvis du vælger at kompensere med din lukketid, så skal du gå 1 f/stop ned, for at få den samme eksponering som ved forrige indstillinger. Det vil sige at du skal benytte en lukketid på 1/250 istedet for 1/500, men da det er en sport med bevægelse, så er dette ikke hvad vi ønsker at gøre..

Derimod kan du nu benytte din ISO, for at kompensere for ovenstående. I eksemplet brugte vi ISO 100 som udgangspunkt, og hvis du har brug for 1 f/stop lys pga. blænden, så kan du istedet for ISO 100 – benytte ISO 200.

Så nu har du istedet for en blænde på f/4, en lukketid på 1/500, og en ISO 100, valgt at benytte en blænde på f/5.6, lukketid stadig på 1/500, men nu en ændret ISO 200.

Begge indstillinger giver den samme eksponering, bare med forskellige parametre.

Den gylde indstilling

For at vende tilbage til starten, så handler det om at finde den gyldne indstilling der passer bedst til det du er ved at udføre, og som giver det bedste resultat.

Du vil i situationer blive tvunget ud i at skulle bruge en anden blænde/lukketid/iso end du umiddelbart havde tiltænkt, og så håber jeg nu at du har en forståelse for hvorfor og hvordan du kompenserer for det ene og det andet.

På billedet til højre er der brugt den samme blænde på begge halvdele, hvor det eneste der er ændret er lukketid og ISO.

Jeg håber at denne guide har hjulpet dig i din rejse på at lære dit kamera og selve eksponeringen bedre at kende.

Sammenligning af ISO 100 vs ISO 6400 med forskellig lukketid.
Du er nu igennem sidste del af guiden.
100

Har du lyst til at læse et af punkterne igen?

Tryk på det ønskede emne for at komme til det step i guiden.